Klubnyheder

Fodbold: Tilbageblik på en fantastisk fodbold uge i Tyrkiet

24. februar 2023, 11.46

I uge 7 var hele Akademiet, og dermed U13-U19 afsted på træningslejr til Tyrkiet. Et land der har været ramt af uro af forskellig karakter, og derfor også noget der gav ydmyghed overfor hele situationen i landet. Men turen gik til Antalya, og dermed langt væk fra bl.a. jordskælv, så alle kunne føle sikre på turen.

På en træningslejr som denne, der skabes der dybere tillidsbånd, og man har tid til at gå i dybden med alle faser af spillestilen, arbejde med video og generelt skabe en ramme, som gør at alle bliver dygtigere til at udfylde deres rolle på holdet. De sociale relationer kan man gå i dybden med på en anden måde, når trænere og spillere ses til både spisning og 2 træningspas i løbet af dagen. Herudover er der både workshops og oplæg med mental coaching, som giver refleksion og nogle relationelle ting, som spillerne kan tage med sig til både omklædningsrum, træning og i kamp.

Talentchef Bo Storm ser tilbage på en rigtig fodbolduge i Tyrkiet.
- Sportsligt gav træningslejren os mulighed for at arbejde med et fuldtidssetup, hvilket bare giver nogle helt andre muligheder end vi er vant til. Fodboldfagligt betød det at der kunne investeres lang mere i detaljegraden - både kollektivt, relationelt og individuelt.

- Derudover havde vi også adgang til et videolokale 24/7, hvilket både blev brugt til forberedelse af/inden træning, evaluering af tidligere kampe og spillestilsrelaterede møder.  Og så gav Træningslejren også endelig tid til at arbejde implementerende med den mentale del af det at være fodboldspiller.

- Der blev bl.a. afholdt oplæg og workshops ved Kenneth Dreyer (Akademiets mentaltræner). Her forsatte spillerne deres værdiarbejde og blev mere afklaret ift. hvornår værdierne er særligt udfordret og hvilke (små) handlinger der aktivt kan medvirke til at komme tilbage på ret kurs igen.


- Som Talentchef vil jeg gerne anerkende og rose både spillere og trænere for en uge i Tyrkiet, hvor sammenholdet, broderskabet som nogen kalder det, aldrig, i min tid på Akademiet, har stået stærkere. Mødte vi udfordringer undervejs? Ja, uden tvivl, men både som Akademi, på de forskellige hold, og individuelt hos mange af spillerne, oplevede jeg et vedholdende fokus på de ting ''der lægger inden for deres/vores kontrol''. Og den færdighed, evnen til at acceptere omstændighederne (uanset om de er positive eller negative), rette fokus og handle på de ting man selv kan påvirke - det kan man bruge i en langt større kontekst end fodbold, og det fik vi virkelig lov at træne!


Sportsligt var det også en rigtig god tur.  Nogle få af resultaterne kan nævnes i flæng: U15 slog Ferencvaros og Esbjerg og U17 slog Vejle, så spillere blev matchet med andre dygtige hold, som havde taget turen sydpå.

Vi glæder os over at det har været en spændende og givende tur, og glæder os nu til at se holdene i aktion. For U17 og U19 holdenes vedkommende gælder det første kamp allerede på lørdag, hvor Næsby Boldklub gæster Skovdiget.