Som en del af samarbejdet Gamechanger deltog AB i weekenden i Pride Cup – en årlig fodboldturnering arrangeret af DIF, hvor sport, diversitet og fest smelter sammen i hjertet af København.
Turneringen fandt sted på Nytorv, hvor AB var repræsenteret af to spillere fra 2. seniortruppen, Pelle Peick og Sebastian Guldager. Begge gjorde en flot figur på det sammensatte Gamechanger-hold, der talte spillere fra klubber, som alle arbejder for at fremme inklusion i fodbold.
Pelle blev turneringens topscorer med hele 9 mål, mens Sebastian i flere kampe viste sig som en afgørende spiller. Desværre rakte det kun til en samlet 5. plads efter et tæt nederlag til FCK i kampen om semifinalen.
Fodboldformand Kim Ragle glæder sig over klubbens deltagelse:
”Det er vigtigt for os i AB at bakke op om Copenhagen Pride og det arbejde, der ligger bag. Budskabet om, at fodbold og fællesskab er for alle, kan ikke siges tydeligt nok. Vi er stolte af at være en del af Gamechanger og vil fortsat arbejde for en klub, hvor der er plads til alle.”
Med solskin, stærke præstationer og en fantastisk stemning på Nytorv blev Pride Cup endnu en dag, der understregede, hvorfor inklusion og diversitet er en helt naturlig del af sportens fremtid.