Det blev en fantastisk weekend for AB’s U14 Mix-hold i tennis, som kunne slutte holdturneringen på fornemste vis ved at sikre sig Sjællandsmesterskabet efter en flot og ubesejret sæson.
Vejen til mesterskabet har været imponerende. AB-holdet vandt samtlige fem kampe i grundspillet og gik dermed videre til slutspillet med maksimalt udbytte.
I semifinalen ventede B.93, og efter at regnen havde lagt sig, og solen brød frem, viste AB-spillerne for alvor format. Med en overbevisende 5-1-sejr spillede holdet sig sikkert videre til søndagens finale.
Her ventede Virum i en spændende kamp om Sjællandsmesterskabet. AB’s Aila, Bjørn, James og William leverede endnu en stærk holdindsats og kunne efter finalen sammen med deres trænere juble over titlen som Sjællandsmestre 2026.
Dermed afslutter U14 Mix en fantastisk holdturnering med sejre i alle fem grundspilskampe samt både semifinalen og finalen – syv sejre ud af syv mulige.
En stor præstation, som både spillerne og trænerne kan være stolte af.
Stort tillykke til vores fire nye U14-Sjællandsmestre og deres trænere fra alle i AB. Det er både flot og særdeles velfortjent!
