AB’s U13-2 kan se tilbage på et stærkt efterår, der søndag blev kronet med en flot førsteplads i række 2. Rækkesejren blev sikret på overbevisende vis med en 5-1-sejr på udebane mod Herlev.
Det flotte resultat er samtidig kulminationen på en tydelig udvikling hos holdet. I foråret spillede drengene i række 3, men allerede her kunne trænerteamet mærke en gruppe, der havde mod på mere.
Efter sommerferien er udviklingen for alvor fortsat. Spillerne har fundet hinanden bedre på banen, og det individuelle niveau er i stigende grad blevet omsat til et stærkt kollektiv.
– Drengene spillede række 3 i foråret, men vi kunne mærke, at de var sultne på mere. Efter sommerferien har de for alvor knækket koden og er begyndt at spille hinanden bedre. Derfor er det også fuldt fortjent, at de vinder rækken efter et rigtig flot efterår, fortæller træner Jonas Mosbech.
Rækkesejren bliver dog ikke endestationen for den ambitiøse U13-gruppe. Allerede til vinter venter nye og større udfordringer, når holdet skal prøve kræfter med række 1.
Her bliver tempoet og modstanden skruet yderligere op, samtidig med at fokus rettes mod næste store skridt i spillernes fodboldmæssige udvikling: overgangen til 11-mandsfodbold til sommer.
– Vi glæder os til at se, hvad der sker, når der bliver skruet op for tempoet. Samtidig skal vi arbejde på at spille truppen bredere frem mod overgangen til 11-mands til sommer. Det bliver en spændende udfordring for drengene, siger Jonas Mosbech.
Stort tillykke til spillere og trænere omkring U13-2 med rækkesejren og det flotte efterår!